Når jeg ligger her under myggenettet i iPaddens klare skær og tænker på at vi allerede har været i Nairobi i to måneder, så er det lidt svært at forstå.

Noget af det jeg tænker meget på sådan en aften er lyde, pludselig er der to tunge søvninge åndedrag ved siden af mig, myg der summer lige uden for myggenettet, nå ja, og en dieselgenerator på fulde omdrejninger. 

Det er så anderledes end hvad man er vant til og alligevel så begynder det så småt at blive vane. 

Det er underligt hvad man egentlig lægger mærke til, når ø-kulleren melder sig, og det har den gjort. Det er svært ikke at føle sig lidt fanget, når man er vandt til gåture på volden og staden, cykelture i byen og generelt bare frihed. Pludselig bor vi på et compound med vagter, skal tænke meget over hvor vi går når det er lyst, og hvis vi skal uden for compoundet når det er mørkt, skal vi med taxi. 

Samtidig er vi i en by (verdensdel) hvor aktivitetstilbuddene til børnefamilier er meget anderledes, og når man så ikke kender byen så godt, kan det være svært, så vi bliver meget på compoundet og tager småture i lokalområdet. Så det kan være lidt svært ikke at få ø-kuller, specielt når runden man kan gå inde på compoundet kun er 180m og man efterhånden har været mange gange rundt med Davin og de nedslidte plastiklegebiler. 

Vi har besluttet at kuren mod ø-kuller må være en lille safari, så næste weekend drager vores lille familie på all inclusive safari, og det glæder vi os meget til. 

Nu vil jeg falde i søvn til lyden af åndedrættene fra de to skønne personer ved siden af mig. 

/Bo