Mors dag

I går var min første mors dag som mor, og det var stort. Egentlig brugte vi bare dagen på den svenske skole, hvor vi havde medbragt mad, juice, frugt og godt humør. Davin kørte med trillebør, gyngede, gravede i sand, spillede bold, rutchede og meget mere, mens Bo og jeg nød at se på vores skønne søn.

Om morgenen havde vi besluttet os for at gå hjem til middagsluren, men ændrede planen således at vi forsøgte at putte Davin i bæreselen. Efter at have sunget Elefantens Vuggevise en syv-otte gange, lykkedes det mig at få ham til at falde i søvn. Han sov på mig i en time, hvor vi alle tre sad i skyggen og nød roen og den skønne park vi befandt os i.

For mig handler mors dag om at føle sig som en mor, og det gjorde jeg i aller højeste grad på denne dag.

– Maria<3

Midt i en regntid

Vi har været lidt sløve til at få skrevet på bloggen på det seneste, så her kommer en lille opdatering midt i regntiden. 

Det var rigtig rart at have mormor på besøg hen over påsken, og vi glæder os til snart at få besøg igen. Vi lavede mange spændende ting med mormor, inkl. en tur til Lake Naivasha, hvor vi var på gå-safari i Hell’s Gate nationalparken. Det var en stor oplevelse at komme så tæt på vilde dyr til fods. 

Derudover er vi blevet søndagsmedlemmer på Den Svenske skole i Nairobi, hvilket giver adgang til en dejlig legeplads og boldbane, hvor der også kommer en del andre svenske og danske adoptivfamilier man kan netværke med. Så det bliver vores faste søndagsudflugt mens vi er her. Davin er meget glad for at rutsche og lege med sand, så det er en succes.

Sidst men ikke mindst, var vi igår til første høring i vores adoptionssag, og selv om det kun tog tre min. så var det alligevel en vigtig milepæl for os. 

Kh Bo